Inspiration til at søge fondsmidler

Vi vil gerne hjælpe jeres gode, grønne ideer til at spire og gro. Så her har vi samlet en liste med inspiration til, hvor I kan søge støtte til at realisere jeres grønne projekter.
skoleelever ligger ude og læser

Listen er ikke udtømmende - der findes mange flere fonde, end der her er angivet - men det er en start til dig, som er ny i at søge fondsmidler. Tag et kig på listen, hvor vi har samlet både små og større puljer, der støtter lige fra grej til undervisningen til større ombygninger på skolen.

Hvis du har spørgsmål til listen, så er du velkommen til at kontakte Grøn Skoles sekretariat, så giver vi gerne lidt sparring.

VELUX fondens pulje ”Mere frisk luft og dagslys”

VILLUM FONDEN  har åbnet for ansøgninger til originale og inspirerende projektidéer, der kan flytte flere af dagligdagens aktiviteter udenfor i dagslys og frisk luft. Der kan enten søges til mindre projekter (forbeholdt projekter estimeret til 100.000 – 500.000 kr.) eller til større, primært bygningsrelaterede projekter (forbeholdt projekter estimeret til 500.000 – 5 mio. kr.)

Frederiksborg Gymnasium har tidligere modtaget støtte til grønt omstillingsværksted fra denne pulje (se note under "større projekter").

Naturvidenskabsfestivalen 2024: Pulje til aktiviteter

Tilmeld jer Naturvidenskabsfestivalen og få derefter mulighed for at søge festivalpuljen. Årets tema for festivalen er "Igen og igen". Puljen støtter aktiviteter og arrangementer, der bidrager til, at børn og unge udvikler naturfaglige kompetencer gennem nye og spændende oplevelser. Aktiviteterne skal foregå under Naturvidenskabsfestival i uge 39 for, at man kan søge puljen. Har du fx planer om indkøb af nyt grej til din festivalaktivitet, en tur ud af huset for hele klassen eller et samarbejdsprojekt med naboskolen? I kan både søge om 5.000 kr., 10.000 kr. og 15.000 kr. gennem formularen.


 

Klimaskovfonden

Klimaskovfonden understøtter Danmarks klimaindsats gennem klimaprojekter over hele landet, hvor naturens egne metoder tages i brug til at opfange og lagre CO2. Helt konkret støtter de projekter, hvor de rejser ny skov og udtager kulstofrige lavbundsarealer, som omdannes til natur- og vådområder. Det er til gavn for klimaet og til glæde for dem, der bor i nærheden.

Du kan ansøge om midler fra Klimaskovfonden til at rejse skov eller omdanne lavbundsjorde til natur- og vådområder. De har flere årlige ansøgningsrunder. 

Klimaskovfonden har projekter om skov og lavbundsjorde i gang over hele landet. Find igangværende projekter på dette kort.


 

Miljø- og energifonden

En stor del af fondens tilskud udbetales i mindre portioner som støtte til arrangementer og oplysningsaktiviteter og læring om miljø og klima, eksempelvis i form af foredrag, workshops, film, bøger, spil, podcasts, artikler mv.

Søg fx om støtte til at leje et lokale, til at udbetale honorar til en foredragsholder eller til at annoncere for et arrangement. Transportudgifter, porto, plancher, kørsel, leje af bus, trykning og så videre kan du også søge tilskud til hel eller delvis dækning af. Tilskuddet til et arrangement eller en oplysningsaktivitet kan højst være på 5.000 kr.

Hedeselskabet

I Hedeselskabet benytter de en del af overskuddet fra deres forretning til at tage del i udviklingen af naturen og miljø - til gavn for nuværende og kommende generationer. De støtter projekter, der gør en forskel i forhold til benyttelse og beskyttelse af naturen.
Hedeselskabet har en tradition for at støtte og gennemføre relevante udviklingsprojekter, som ligger inden for deres formålsparagraf. 

Her er et eksempel på en grøn åben byhave og læringsrum ved Randers Realskole.

Se desuden øvrige bevillingsmodtagere til inspiration her.

Udlodningsmidler til friluftsliv

Friluftsrådet ønsker at støtte indsatser, der fremmer børn og unges friluftsliv eller øger deres naturforståelse. Udlodningsmidler til friluftsliv har fokus på at støtte projekter, der inspirerer og gør det nemt for børn og unge at dyrke friluftsliv som en integreret del af deres hverdag – hvad enten det er i dagtilbud, skole eller fritid. Det prioriteres at yde støtte til udstyr, materialer og faciliteter. Der kan også være tale om løn til ekstern professionel bistand eller andre eksterne ydelser.

Find liste over støtterede projekter målrettet børn og unge i 2023 til inspiration her.

Kontakt Friluftsrådets tilskudsadministration, hvis I har spørgsmål til udlodningsmidlerne.

Villum fondens GRO pulje

Villum Fonden ønsker at støtte lærernes egne ideer til, hvordan deres undervisning bliver endnu bedre. Via GRO-puljen kan du som lærer søge om midler til mere inspirerende og motiverende naturfagsundervisning.

Nøgleord for puljen: *Inspirerende undervisning i naturfag og teknologi, *Støtte lærernes egne ideer *Undervisningsforløb i naturfag og teknologi

GRO-puljen har en simpel ansøgningsproces, og dokumentationskravene er få. I GRO-puljen kan du søge mellem 25.000 og 100.000 kr. I 2023 uddeles 2 mio. kr. Fra 2023 til 2025 forventer de at uddele 5 mio. kr. pr. år.

Sydfyns Elforsynings Almennyttige Fond

Kun relevant for skoler på Sydfyn: SEAF støtter udviklingen på Sydfyn.

Derfor støtter fonden innovative projekter særligt inden for energi- og miljøområdet, men også idrætsmæssige, kulturelle og andre almennyttige projekter.

Fonden har typisk 2 ansøgningsrunder om året – en om foråret og en om efteråret. Fonden kan årligt uddele ca. 2 mio. kr.

Fonden støtter såvel store som små projekter og nøgleordene er NYSKABENDE, UDVIKLING og SYDFYN.


Fonden har flere indsatsområder, bl.a. Energi og miljø.

Denmark Community Challenge - Få støtte til fællesskabsprojekter i Storkøbenhavn

Microsoft: ChangeX, støttet af en Community Empowerment Fund pris fra Microsoft, har lanceret en fond på 300.000 kr. til at støtte lokalsamfundsgrupper, skoler og organisationer til at starte eller udvide effektfulde samfundsprojekter i Danmark.

Fonden er dedikeret til at hjælpe dig med at opbygge blomstrende og bæredygtige lokalsamfund i Høje-Taastrup, Køge, Roskilde-Gadstrup og i hele Storkøbenhavn.

Alle ansøgere skal opfylde følgende kriterier: Projektet skal omhandle mindst et af følgende temaer: Miljømæssig bæredygtighed eller digitale færdigheder, Projekterne skal finde sted i Storkøbenhavn hovedstadsområde, Som dansk skole kan I ansøge om op til  45.000 kr. 

Tuborgfondet: Drømmepuljen

Drømmepuljen er for 16-30 årige som har en god idé, som I vil føre ud i livet sammen. Søg til både små og store drømme. Tuborgfondet støtter unge, der drømmer om at skabe noget sammen med andre eller som vil forandre små og store ting i samfundet. En gennemsnitsbevilling er på 30.000 kr. 

Spar Nord Fonden: 10 til forskel

Spar Nord Fonden støtter hvert år hundredevis af lokale fællesskaber inden for kultur, social og fritid. Med 10 til Forskel stiller Spar Nord Fonden hver måned 10.000 kroner på højkant til et lokalt projekt. Upload jeres video i dag. Stem. Og gør en forskel.

Jem og Fix: I Fixer - vi støtter

Skal din forening i gang med et gør-det-selv-projekt?

Behandlingstiden er på 3-4 måneder.

Der kan maksimalt ansøges om 50.000 kr.

Bodil Pedersen Fonden

Fonden støtter kulturelle, videnskabelige og humanitære formål samt aktiviteter til fremme og bevarelse af klodens natur og dyreliv. Bodil Pedersen Fonden bevilger årligt legater for omkring 1 mio. kr. i portioner på mellem 5.000,- og 50.000,- kr.

Der er ikke noget fast ansøgningsskema. Beskriv dit projekt kortfattet på 1-2 sider. Skriv tydeligt øverst, hvad du søger til og hvor meget du søger, hvis du søger fonden.